Fensmark

82-årig udsat for tricktyveri

En 82-årig kvinde kom fredag klokken 13.30 trillende hjem på en el-scooter, da hun på Granitvej i Fensmark blev kontaktet af en mand, der trak på en cykel, der var flad.

Han spurgte, om den 82-årige havde en cykelpumpe, men det kunne hun ikke hjælpe med. Han bad i stedet om et glas vand, og mens den 82-årige fandt det frem, nappede den pågældende i et ubevogtet øjeblik en pung med personlige papirer og kontanter fra den 82-årige. Herefter stak tyven af fra stedet.

Han beskrives som dansk af udseende, ca. 35 år, omkring 185-190 cm høj. Han var kraftig af bygning, lys i huden og talte dansk. Han havde en flerfarvet hue på og en vindjakke i ukendt farve. Han trak med en turkisgrøn damecykel.

Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har oplysning til sagen.

Kommentarer