Fensmark

Advokat undrer sig over kommunens brug af Finn Westh

Fensmark: Opholdsstedet Holmegaardshuset i Fensmark modtager i disse dage en del kritik, og nu melder advokat Anders Brøndtved fra Advodan ud, at han undrer sig over kommunens brug af psykolog Finn Westh.

Holmegaardshuset anklages i øjeblikket for at få udarbejdet usande forældrekompetence-undersøgelser, som giver grundlag for urimelige tvangsfjernelser, skriver Sjællandske.

Forleden blev der blandt andet skrevet om 33-årige Nina Christensen, som fik tvangsfjernet sine børn efter opholdet på Holmegaardshuset, hvor der blev udarbejdet en forældrekompetence-undersøgelse af hende af psykolog Finn Westh, hvor hun ikke kunne genkende det billede, der blev tegnet af hende.

Læs også: Flere stærkt utilfredse med Holmegaardshuset i Fensmark

Hun ankede sagen, og har et år efter tvangsfjernelsen fået sine børn hjem igen efter Finn Westh modtog kritik.

Det undrer advokat Anders Brøndtved fra Advodan med speciale i tvangsfjernelser, at kommunen blindt stoler på de rapporter, der bliver udarbejdet, da de burde være bekendt med den kritik psykolog Finn Westh blandt andet har modtaget fra Psykolognævnet.

– For eksempel Finn Westh har flere afgørelser, som går ham imod. Han har tidligere fabrikeret forældrekompetence-undersøgelser for både far og mor, hvor den eneste forskel på dem var, at ‘han’ og ‘hun’ var skiftet ud, siger Anders Brøndtved til Sjællandske.

Forstander Gerda Bejder fra Holmegaardshuset udtaler, at vurderingerne er uafhængige, og at rapporterne udarbejdes i samarbejde med knap ti psykologer.

Finn Westh har ingen kommentarer til sagen.

Kommentarer