Indlæser Begivenheder

Alle arrangementer

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Bogsnak i naturen

Afholdes 25. marts kl. 10:00 - 12:30

Mandag den 25. marts kl. 10.00- ca. 12.30 starter en helt ny “bookwalk-læseklub” i Næstved, hvor vi taler om bøger, mens vi går langs med Susåen og ind i Herlufsholm Skoven. En god kombination af litteratur, natur og sundhed.

Vi læser en bog til hver gang. Når vi mødes, får I en kort introduktion til bogen samt stikord til samtale, når vi efterfølgende skal gå rundt og nyde den smukke natur ved Susåen og i den skønne Herlufsholm Skov. Vi standser på udvalgte steder og samler op på snakken. Det handler om at dele gode læseoplevelser og nyde naturen på en og samme tid. Vi slutter af på Næstved Bibliotek med en kop te eller kaffe samt lidt sødt og sundt.

Det er bibliotekar Vibeke Sølling, som står bag det nye tiltag i Næstved med at føre læserne igennem de grønne områder og ind i bøgernes verden på de såkaldte “bookwalks”. Hun har siden efteråret 2017 afholdt bogsnakke i naturen rundt om Glumsø Sø.

Temaet dette forår er LIVSGLÆDE. De tre bøger, som danner udgangspunktet for de tre ture er: Agnés Martin-Lugand: Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe, Vigdis Hjorth: Leve posthornet og Annedorte Ries: Pilgrim. Biblioteket bestiller bøgerne hjem i god tid.

Medicin for sjælen

– Den første gang taler vi lidt om læsning som hverdagsterapi, også kaldet litteraturterapi, fortæller Vibeke Sølling, som kører bibliotekets livshistorie-workshops samt stod bag pilotprojektet Hold Hjernen Frisk med ture for seniorer i naturen.

Læsning som terapi er slet ikke nyt. Allerede i oldtiden betragtede man bøger som “medicin for sjælen”. Og i dag viser hjerneforskning, at der sker målbare ændringer i hjernestrukturen, når vi læser litteratur.

RENT PRAKTISK:
Vi gennemfører vores ture, så vidt vejret tillader. Du skal kunne gå de ca. 3,5 km rundt fra Rådmandshaven, langs Susåen og over den hvide bro gennem Herlufsholm Skoven til Næstved Bibliotek. Husk gode sko og evt. noget at drikke.

TID OG STED:
Mandag den 25. marts, mandag den 29. april og mandag den 27. maj. Alle dage fra
kl. 10.00-ca. 12.30. Vi mødes på parkeringspladsen ved skoven op til Rådmandshaven i Næstved. Gratis, men der betales for kaffe og kage den første gang. Så kan vi aftale, om vi skal spise en sandwich eller I selv vil have madpakke med de næste gange.

Tilmelding på www.naesbib.dk Du kan tilmelde dig alle tre gange eller fra gang til gang. Der er et begrænset antal pladser.

Info: Vibeke Sølling, tlf. 5588 4123, mail: visje@naestved.dk

 

Tid

Dato:
25. marts
Tidspunkt:
10:00 - 12:30

Sted

Rådmandshaven
Rådmandshaven
Næstved, Næstved 4700
+ Google Map

Alle arrangementer