Indlæser Begivenheder

Alle arrangementer

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Kvindernes glemte musik fra det 19. århundrede

Afholdes 26. maj kl. 15:00 - 16:30

Josefine Weber Hansen og Nadia Okrusko vil gennem en turné i Danmark, formidle samt indsamle værdifuld viden om fantastiske kvindelige komponister – og Rønnebæksholm kan slå dørene op for premieren på deres turné.

 

 

I foreningen ‘Kvinder i Musik’ er et større nodearkiv, med flere hundrede sange af kvindelige komponister – gemt og måske også glemt. Josefine Weber Hansen har dykket ned i arkivet, for at genoplive disse sange og ikke mindst fremskrive historien om de kvindelig komponister.

Siden 1970’erne er der blevet gjort et stort arbejde for at undersøge og tydeliggøre kvinders plads i musikhistorien, men der er stadig langt mellem de kvindelige komponister når man læser koncertprogrammerne rundt omkring i landet. Det betyder, at de færreste nok vil kunne sætte navn på en eneste dansk kvindelig komponist fra 1800’tallet – endsige forestille sig den mængde af musik der ligger hengemt og glemt på hylderne. Ikke desto mindre findes der en lang række af komponister og flere hundrede smukke sange, der bare venter på at blive spillet og sunget igen.

Mezzosopranen Josefine Weber Hansen har sammen med pianisten Nadia Okrusko sat sig for at gøre noget ved netop dette. De har gennem de seneste måneder gennemgået og udvalgt sange fra foreningen Kvinder I Musiks nodearkiv, og er nu klar med et rigt program af sange, bestående udelukkende af danske kvindelige komponister. De håber, med deres koncerter, at give nyt liv til den glemte musik samt skabe opmærksomhed om disse kvindelige komponister. Derudover ønsker de at indsamle ny viden om kvinderne, hvor det for flere af dem er meget begrænset hvad vi ved om dem i dag.

Som noget helt unikt, har Josefine Weber Hansen og Nadia Okrusko, fundet en komponist der har sine rødder på Rønnebæksholm. En af de betydeligste ejere af Rønnebæksholm Marie Toft, overdrog godset til sin dengang ti-årige datter Haralda Toft, da hun giftede sig med N.F.S. Grundtvig. Haralda Toft(1842-1892) blev sidenhen gift med Peter Ferdinand Collet i 1863. Haralda Collet blev derved frue på Rønnebæksholm og Lundbygård. Hun var som sin mor en myndig husfrue på et meget stort gods. Samtidig var hun amatørdigter. Der kan nu tilskrives et nyt blad om Haralda.

Haralda Collet komponerede sin sangcyklus ‘Mørkningssange’ i 1874/75. Hun boede på Rønnebæksholm, og godset kommer nu til at lægge rammen om hendes musik endnu engang her næsten 150 år senere.

Haraldas musik blev genudgivet på forlaget Recapo Edition i 2018 og blev i den forbindelse opført af Josefine og Nadia. Dette inspirerede ideen om denne koncertrække, og således får komponisten der startede det hele lov at være centrum for første koncert i rækken.

Josefine Weber Hansen, mezzosopran, er født og opvokset i Frederikssund, og har spillet og sunget siden barneårene. I 2008 blev hun optaget på Sankt Annæ Gymnasiums MGK-linje med bratsch som hovedfag hvor hun studerede hos prof. Johannes Eskær. Siden 2012 har hun studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM), først tre år hos bratschprofessor Lars Anders Tomter, hvorefter hun besluttede at skifte retning og søgte ind på konservatoriet igen, nu som klassisk sanger. Hun har studeret sin bachelor i sang hos studielektor Hanna Hjort, været et år på Eastman School of Music 2017-2018 og er nu i gang med sin kandidatuddannelse studerende hos prof. Helene Gjerris.
I 2018 modtog Josefine De Københavnske Odd Fellow Logers Musikpris. Sideløbende med studierne har Josefine været aktiv kammer- og orkestermusiker, bl.a. som medlem af DUEN, Det Danske Ungdomsensemble, og klaverkvartetten Païan, der har optrådt på festivaler i ind- og udland, fra Sverige til Grækenland, Ukraine og Kina.
I 2017 kunne man opleve Josefine på Copenhagen Opera Festival i forestillingen Die Schöne Müllerin//Recomposed, som hun også var en af skaberne bag. Hun har medvirket i genrebrydende projekter med bl.a. Efterklang og Steffen Brandt, og er for nylig blevet optaget i det feministiske musikkollektiv Damkapellet, der ønsker at udbrede kendskabet til kvindelige komponister og vil undersøge nye måder at indgå i musikalskefællesskaber.

Nadia Okrusko, klaver, er født i Vilnius, Litauen i 1989. Hun begyndte at spille klaver som 5-årig og studerede på Ciurlionis kunstskole i Vilnius fra 1997 til 2009. Hun debuterede som solist med orkester i 2005 med Kaunas kammerorkester, og vandt 1.pris på Rosalyn Tureck J.S.Bach konkurrence i New York, USA i 2008.
Fra 2009 til 2014 studerede hun på Rimskij-Korsakov Konservatoriet i Sankt Petersborg, Rusland, og i 2015 blev hun optaget på kandidatuddannelsen ved Det Kgl Danske Musikkonservatorium hos prof. Niklas Sivelöv. Som kandidatstuderende, modtog hun legater fra Feldthusens Fond for unge pianister og Torp-Pedersens Fond i Danmark, har vundet 2. pris på DKDMs pianistkonkurrence, og spillede som solist med Percurama perkussion- og slagtøj ensemble. Nadia har desuden optrådt som solist og kammermusiker ved festivaler i Europa, også Kina, Mexico, USA og Ecuador.

Ved koncerten bliver der, foruden Haralda Collet, spillet musik af Johanne Fenger, Elisabeth Meyer, Nancy Dalberg, Benna Moe og Betty Federhof-Møller.

Praktisk information
Sted: Herskabsstalden, Rønnebæksholm
Tid: Søndag d. 26. maj, kl. 15.00-16.30. Dørene åbner kl. 14.30
Pris: Billetter kan købes på billetten.dk til 125 kr.+ gebyr, eller i indgangen til koncerten (kontant, mobilpay eller dankort.)

Tid

Dato:
26. maj
Tidspunkt:
15:00 - 16:30

Arrangør

Rønnebæksholm
Telefon:
26 84 93 48
E-mail:
difei@naestved.dk
Mere information (Åbner i nyt vindue)

Sted

Rønnebæksholm
Rønnebæksholm 1
Næstved, 4700 Denmark
+ Google Map

Alle arrangementer