Næstved By

Næstvedfirma konkurs – ejeren starter nyt enkeltmandsfirma

Mükremin Toy er gået konkurs med »MT Clean & Food Service ApS« men fortsætter med »Kantinerne«.

»MT Clean & Food Service ApS«  i Næstved er gået konkurs. Det oplyser Sjællandske.

– I første omgang blev selskabet begæret tvangsopløst af Erhvervsstyrelsen, fordi selskabet ikke har fulgt de nye regler og oplyst hvem, der er selskabets legale ejere, siger advokat Fatma Yandim fra Advodan i Næstved, som er udpeget til kurator i konkurssagen, til avisen.

Hvis ikke man følger de nye regler og oplyser det, koster det bøde og tvangsopløsning af selskabet. I den aktuelle sag er der heller ikke afleveret noget regnskab siden 2015, hvilket i sig selv også ville være grund nok til en tvangsopløsning.

Sommeren 2012 blev selskabet overtaget af Mükremin »Mulle« Toy i Næstved og lavet om til et rengøringsselskab og omdøbt til »MT Clean ApS«. I 2015 blev navnet udvidet til »MT Clean & Food Service ApS«.

Ud over rengøring udvidede Mükremin Toy nemlig med forretningen »Go’Bid«, hvor han solgte sunde sandwich, bagels og salater.

– Så vidt jeg har fået oplyst, har der ikke været drift i selskabet i to år. Er det rigtigt og i givet fald hvorfor, vil kuratoren gerne vide, så hun indkalder snarest direktøren i det nu forhenværende selskab til et møde, så han kan fortælle nærmere om, hvad der er foregået i »MT Clean & Food Service ApS«, hvor rengøring, mad og café og kantinedrift tilsyneladende var blandet sammen.

– Her er en større gæld, og egenkapitalen har været tabt i et stykke tid, siger Fatma Yandim.

I det seneste regnskab pr. 30. juni 2015 for toethalvt år siden var gælden allerede over 600.000 kroner.

Firmaet blev erklæret konkurs 24. januar i år.

Mükremin Toy har fluks startet en ny virksomhed »Kantinerne«.

Denne gang er her tale om en enkeltmandsvirksomhed, som ikke aflægger offentligt tilgængelige regnskaber. »Kantinerne« er stiftet 9. januar i år.

Kommentarer